Sider

Viser opslag med etiketten Forårsløg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forårsløg. Vis alle opslag

fredag den 30. januar 2015

Er du vimmer mand?

Faktisk ikke et udtryk jeg har brugt så meget, men så kan jeg jo starte nu (eller lade det være med denne ene gang). 

Først lige en tur i drivhuset, for i søndags opdagede jeg at de første blomster på Rhododendron 'Linearifolium' er sprunget ud. I 2014 skrev jeg om det den 23.03, så selv om det kun er enkelte blomster endnu, så er den endnu tidligere i gang i år. Den overvintrer i vores frostfrie drivhus og er nok lidt små-forvirret, men pyt, jeg holder meget af den og her er billeder kære Lisbeth.

(det er den, der var en tur via Samsø, Kolding og Holstebro før den kom til haven her)
Jeg har set at engelsk-talende kalder den 'Spider Azalea', det forstår man jo faktisk godt. 

Udenfor er sneen væk nu (for nu skal jeg nok sige) og det pibler frem.


Blandt andet Cyclamen coum mellem påskeklokkerne (så jeg skal snart fjerne blade)


De første påskeklokker er næsten klar til denne sæson.


Vintergæk (og erantis, som jeg glemte at fotografere).


Jeg er lidt spændt på hvordan det går disse allium, som allerede er 15-20 cm over jorden, men de klarede det sidste år, så mon ikke. 

Det jeg blev mest overrasket over var dog de her røde skud.


Pæon skud, det er kun et par centimeter, skulle vejret skifte, må jeg nok sørge for at dække dem lidt, men altså, de er der!

Der kan stadig nå at komme sne og frost, men ingen kan tage min rundtur og mit forårshumør fra mig. Ikke i dag i hvert fald.....


onsdag den 17. april 2013

Som perler på en snor

Vi var ret heldige, sidste mandag, da jeg var med Michael på genbrugspladsen. For på hjemvejen var jeg lovet en smuttur på det plantecenter, der ligger lige på hjemvejen. Eller næsten på vejen. Som mange andre gartnere har også de haft svært ved at sælge forårets planter, så de havde et godt tilbud, primært på stedmoderblomster og hornvioler. Men mit blik fangede straks de hvide perlehyacinter/muscari, som jeg knus-elsker.


1 kasse 60,- og 2 kasser 100,- Umuligt at stå for!! Der er 18 potter i en kasse med mindst 8 løg i hver, så vi fik 36 potter for 100 kr. Billederne er fra i dag og ja, de hænger lidt, men hvor har vi dog nydt dem.


Senere ryger de (naturligvis) i jorden, alle mindst 288 løg ...pyha. Det er tidligere forsøgt med stor succes.


Og nu kommer der snart noget fra min have.....

onsdag den 18. maj 2011

Tulipan - Verandi


Det var så denne her, der skulle have været en cremefarvet, lav dobbelt, pæonagtig skønhed. 


Verandi står 2 steder i haven, et sted i fuld sol og resten i delvis skygge. Da de første kom op, dem i fuld sol, havde jeg lyst til at hive dem og smide dem langt, langt væk.

Heldigvis besindede jeg mig. Jeg kunne jeg jo dybest set aldrig drømme om at gøre netop det. Og nu er jeg faktisk blevet glad for dem - håber de kommer igen. Der skal dog flyttes lidt rundt det ene sted.

Og så kommer Verona til efteråret, super service.


Tulipan - Artist


Artist købte jeg mest fordi det var den, der var tilbage i kassen med mange løg for få kroner. I ved der, hvor det faktisk er lidt for sent at putte løg i jorden. Jeg kan ikke stå for de kasser..... 


Her, et par sæsoner senere, så er jeg faktisk super glad for mine orange-grønne tulipaner. Og Artist kvitterer med at være særdeles trofast...



Tulipan - Dordogne


Min mand synes jeg er lidt for glad for de rosa, lilla og hvide nuancer, når jeg falder for noget til haven.


Om han har han? Joh, måske (måske endda rigtigt meget, hvis jeg skal være helt ærlig). 



Jeg 'solgte' faktisk denne tulipan til ham som orange - men han har opdaget at der er et strejf af pink. Pink og orange, det er rigtigt fint, synes både han og jeg heldigvis. Dette er samme tulipan, bare i forskellige stadier.



mandag den 16. maj 2011

Tulipan - Spring Green


De fleste kender vist 'Spring Green' (Tak til utrættelige Claus Dalby igen, igen)


Her er præcis den samme plante, for 6 dage siden 


De passer ind overalt i haven med de fine hvide og grønne farver.


Tulipan - Uncle Tom


En af de seneste tulipaner hos os er 'Uncle Tom'. Den er ikke så høj, ca. 35 cm, så den står bedst i kanten af bedet. 


Hvad 'Uncle Tom' ikke har i højden, har han til gengæld i blomster-hoved. Stort, pæonagtigt hoved - der er helt sikkert en mening med den forholdsvis korte stilk, ellers ville den knække.


Sammen med 'Uncle Tom' skulle der have stået en tilsvarende creme-hvid, nemlig 'Verona'. Desværre har vi fået forkerte løg fra leverandøren og der kom i stedet en høj, orangerød tulipan op, formodenligt 'Verandi'. Den er også smuk, men ikke lige i kombination med 'Uncle Tom'.
Fejl er menneskelige - og hvis man ser på navnene, helt forståelige i sæson travlhed. Vi får en ny portion 'Verona' til efteråret - og så håber jeg at 'Uncle Tom' kommer igen, jeg må pusle lidt ekstra....Super service i øvrigt.



Tulipan - Rosalie


Rosalie er også ny-tilflytter. Hun er mere end velkommen til at komme igen næste forår.


Her står Rosalie i skyggen, foran Tulipan Air, der står i solen - derfor den stor farveforskel. Rosalie er lys rosa.


Rosalie tilhører Triumph tulipanerne og kommer midt i tulipansæsonen.



Tulipan - Dreaming Maid


Dreaming maid - endnu en lilla tulipan i vores have. Med den fineste hvide kant.


Endnu en Triumph tulipan, der kommer midt i sæsonen. Farven er mørk, som på det øverste billede, men bliver stille og roligt lysere.


Tak for jeres søde kommentarer til mine tulipan indlæg. Det har grebet om sig, men for min egen skyld er det rigtigt sjovt og dejligt at få styr på tulipanbillederne.



søndag den 15. maj 2011

Tulipan - Sweet Love



Præcist, hvad det var, Sweet Love, da jeg så den første gang i år i vores have. Jeg KAN bare ikke stå for lyserøde blomster....denne ingen undtagelse.


Igen kommer mit kamera lidt til kort i forhold til blomstens farver i virkeligheden.


Typen er Triumph og den folder sig ud midt i tulipan sæsonen.


UPDATE: Glemte at skrive at der kommer flere blomster på hver stilk. Så fint. Enkelt stilk har 6 blomster, her i haven.

Tulipan - Shirley


Er hun ikke yndig? Ny beboer i vores have, så spændende om hun dukker op til næste år også. Smuk er Shirley i hvert fald - synes vi.


Som mange andre hvide, starter hun som cremefarvet og bliver så hvid, med sine lilla kanter. 


Shirley er rigtig fin sammen med Geranium Phaeum Samaboer - og er meget holdbar. Shirley dukker midt i sæsonen - og ja, her holder den længe.

Tulipan - Black Hero

Vist lidt i repeat-mode, men Black Hero, den hører altså også til absolut 'must-have' i vores have. Dobbelt-blomstrende, pæonagtig og mørk som "Queen og the night". Og akkurat lige så trofast, igen i hvert fald i vores have.


Den tager over når  de allerførste tulipaner er ved at give op - og den står længe.


Man aner måske en tendens med lyserødt, lilla og sort som kul. Det handler dog også om det overordnede farvetema (undskyldninger kan man vel altid finde....)

Tulipan - Queen of the night

"Queen of the night" ville jeg nødigt undvære i vores have. Den er så smuk, høj og fin med sin mørke farve.


Og den kommer igen hvert eneste år, så faktisk dybt uretfærdigt at der kun er et enkelt billede....

onsdag den 11. maj 2011

Tulipan - Blue Heron

Endnu en yndling - der, her i haven, trofast kommer igen, i år på tredje år. 


Denne tilhører de frynsede typer - og har en delikat (man lærer vel et ord eller 2 fra Claus Dalby) lavendelfarve.


Den står rigtigt fint, rigtigt længe - billederne her er 12 dage gamle og tulipanerne står stadig lige fint.



Tulipan - Black Parrot

Papegøje tulipan, som i vores have i hvert fald, står meget længe.


Den er fin sammen med hvid skovmærke (Galium odoratum), specielt når rød småhjerte (Dicentra eximia) blander sig.




Tulipan - Fortainebleau



I virkeligheden er den mørkere end på billedet, dog ikke så mørk som 'Queen of the night'. Fotografen beklager....


Lige da den sprang ud, var jeg en smule skuffet, men den kravler ind under huden.


tirsdag den 10. maj 2011

Tulipan - Air

En ny-tilflytter i vores have - jeg holder allerede voldsomt meget af den. 


Specielt holder jeg af at den er lidt mærkelig, som tulipan så ejer måske. Den er lidt grov i strukturen og farver, har kraftige blomsterblade i forhold til mange andre tulipaner. Den er lidt svær at tage fotos af, synes jeg, så det beklager jeg....


Og jep, det er Krea-krampens pingofant, der bag blomsterne. Han syntes det var alt for længe siden, der var taget et billede af ham, så han sneg sig ind...

Andre tulipaner følger, men alting går så stærkt synes jeg.

mandag den 4. april 2011

Nålen i høstakken

Vi har gået i et par uger og spejdet. Havde sneen beskyttet eller havde frosten spist? Den anden dag fik vi så det længe ventede svar. Sneen havde beskyttet den Kleopatras Nål, Eremus robustus, som vi satte forrige efterår. Hurra.


Glæder os allerede til dette igen om 1-2 måneder, måske med 2 blomster i år. Det er en af vores haves showstoppere (som Claus Dalby og Anne Just ville sige) og vi nyder den fantastiske blomst. Tænk, som den står fast i blæst og storm.

Se mere her

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...