Sider

Viser opslag med etiketten Tulipan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tulipan. Vis alle opslag

tirsdag den 22. april 2014

Dagens udvalgte (og en 'servicemeddelelse' om 27/4)

Jeg får ikke blogget så meget for tiden, men... det har jeg skrevet lidt for ofte, så det dropper jeg i dag. I dag skulle det dog være, for jeg har en servicemeddelelse, den kommer til sidst, øv for mig....


Dagens blomst her i haven er 'Mitella stauropetala', købt hos Thyboesminde Stauder. Små bitte micro blomster, som Kirsten skriver, man bliver 'ganske overrasket første gang man ser den i blomst'. Jeg er forelsket....


 
Samme sted købte jeg denne Vårfladbælg/Lathyrus vernus. Den har blomstret den sidste måned, men er nu så småt ved at takke af for i år.

Nu kommer et par kollager med tulipaner. De vælter op af jorden, uden at tage hensyn til om de er tidlige eller sene synes jeg. Vi forsøger at nyde, nyde, nyde - og håber lidt på at de lige sænker farten en smule. Bare lidt.....



Clusiana var. stellata, her er jeg også lidt ekstra forelsket må jeg indrømme..... Jeg er meget fascineret af tulipanernes evne til at slå skørtet ud i solen og folde det lige så fint sammen, når mørket falder på. 



Judaspenge/Lunaria og 'Candy Prince'. De blå kærmindesøster beslutter jeg hvert år at 'i år skal de flyttes'. Men så står de så med fine grønne blade hele sommeren...nå ja, man skal vælge sine kampe...



Se min kjole, den har alle farver.... Alle her er gengangere, der kommer trofast igen og jeg har ikke lige navnene på tungen. De orange dog, nederst til højre, det er nye i vores have, de hedder 'Request'. 



Løjtnantshjerte og småhjerte er kommet med raketfart, de er så hjertelig velkomne....



Geranium Phaeum Samobor, der går nok en uge mere, så er de alle i blomst. Vi reducerede kraftigt i efteråret, men det tager de jo blot som en undskyldning for at brede sig. Men jeg understreger lige, vi vil ikke undvære dem som et lilla blomsterhav i forsommeren, det er en glæde hvert år - og hos os holder de skvalderkålen væk fra naboens have. Stort plus.

Og så til servicemeddelelsen.



For øv, øv, øv, i år er det mig (og dermed skiltet), der ikke kommer til Plantemarkedet på Kornagervej i Lyngby på søndag. Der er hele 2 begivenheder, der spænder ben. Min yngste niece skal konfirmeres og samme dag har en af mine storebrødre også en rund fødselsdag, der skal fejres lidt. 

Men, jeg er ret sikker på at Trine er på klar derude, jeg håber I får en dejlig formiddag og mon ikke vi ses en anden dag.

søndag den 23. marts 2014

For tidligt og for sent....

Det er vi nok alle enige om er en udfordring lige nu, hvornår skal man gøre dit og dat? I stedet for at skrive en masse om det, så kommer dugfriske billeder fra haven her.


R. Linearifolium, som kom her til haven sidste år med hjælp af uendelig søde havevenner (historien kan læses her). Jeg er dem begge taknemmelig for deres hjælp - og jeg er vild med denne rhodo, er jeg. Den har stået i drivhuset vinteren over og har måske liiige taget lidt for godt fat på foråret, så den flyttes lidt frem og tilbage. 


Clematis Pixie, som også står i drivhuset om natten, har vist sine første blomster. Jeg kan slet ikke vente, glæder mig til at de alle knopperne springer ud. Der er stor grokraft i den, den fyldte ca. det halve sidste år.


Pixie og Lathyrus vernus herover, er to planter, som for altid vil minde mig om Hanne. 


Blåaks viser så småt sine mørke aks. Sesleria caerulea, tror jeg, uden at være 100% sikker. Den var en bonusplante da vi købte nogle andre græsser hos Overdam Planteskole for nogle år siden. Det var godt ramt, vi er meget glade for den. Hvis man har muligheden vil jeg klart anbefale en tur til Hørsholm sidst på sommeren.


Tulip Concerto blev den tulipan her, i går var denne ene foldet helt ud, i dag holdt den sig dog lukket. Jeg elsker tulipaner og glæder mig som et barn til juleaften.....


torsdag den 16. maj 2013

Tulipaner fra min have.....

Jeg elsker tulipaner, knus-elsker dem alle, hver og en, selv om jeg nok er lidt kræsen når det gælder dem, der findes i vores have. Der findes dog både orange og gule, helt frivilligt.

I år synes jeg at de kommer flyvende op af jorden på engang, uden at tage hensyn til om de er botaniske, tidlige, sene, enkelte, dobbelte eller hvilken kategori de nu måtte tilhøre. Så nu får de et samlet indlæg fra mig, men man ved aldrig, måske sniger der sig flere billeder ind senere....


Denne er min favorit, Burgundy. I det hele taget er jeg ret vild med de lilje formede tulipaner, vi har flere, der desværre ikke er kommet med i disse kollager. Jeg ved ikke hvor holdbare de er, dog ved jeg at disse har holdt 2 sæsoner. Jeg blev lokket i fordærv af vores alle sammens Tante Grøn en gang i kommentarsporet hos Hr. Dalby. Det var, naturligvis, i sidste øjeblik inden frosten og alt i Danmark var udsolgt. Så jeg måtte handle hos et firma i Berlin, men det var alt besværet værd. 


Her er en blanding af mange, bl.a. Fontainebleau, Queen of night, Continental, Blue Heron


Her kan jeg kun umiddelbaret huske Air, i nederste højre hjørne, men jeg finder gerne sedler frem, hvis nogen ønsker andre navne. Jeg har dem, så spørg bare.


De her husker jeg heller ikke navnet på og de står faktisk i det lilla bed. Men skulle da være en skarn, hvis man ikke kan nyde dem, så kan vi flytte senere.


Jubiii, om lidt er det allium tid.....


onsdag den 18. maj 2011

Tulipan - Verandi


Det var så denne her, der skulle have været en cremefarvet, lav dobbelt, pæonagtig skønhed. 


Verandi står 2 steder i haven, et sted i fuld sol og resten i delvis skygge. Da de første kom op, dem i fuld sol, havde jeg lyst til at hive dem og smide dem langt, langt væk.

Heldigvis besindede jeg mig. Jeg kunne jeg jo dybest set aldrig drømme om at gøre netop det. Og nu er jeg faktisk blevet glad for dem - håber de kommer igen. Der skal dog flyttes lidt rundt det ene sted.

Og så kommer Verona til efteråret, super service.


Tulipan - Artist


Artist købte jeg mest fordi det var den, der var tilbage i kassen med mange løg for få kroner. I ved der, hvor det faktisk er lidt for sent at putte løg i jorden. Jeg kan ikke stå for de kasser..... 


Her, et par sæsoner senere, så er jeg faktisk super glad for mine orange-grønne tulipaner. Og Artist kvitterer med at være særdeles trofast...



Tulipan - Dordogne


Min mand synes jeg er lidt for glad for de rosa, lilla og hvide nuancer, når jeg falder for noget til haven.


Om han har han? Joh, måske (måske endda rigtigt meget, hvis jeg skal være helt ærlig). 



Jeg 'solgte' faktisk denne tulipan til ham som orange - men han har opdaget at der er et strejf af pink. Pink og orange, det er rigtigt fint, synes både han og jeg heldigvis. Dette er samme tulipan, bare i forskellige stadier.



mandag den 16. maj 2011

Tulipan - Spring Green


De fleste kender vist 'Spring Green' (Tak til utrættelige Claus Dalby igen, igen)


Her er præcis den samme plante, for 6 dage siden 


De passer ind overalt i haven med de fine hvide og grønne farver.


Tulipan - Uncle Tom


En af de seneste tulipaner hos os er 'Uncle Tom'. Den er ikke så høj, ca. 35 cm, så den står bedst i kanten af bedet. 


Hvad 'Uncle Tom' ikke har i højden, har han til gengæld i blomster-hoved. Stort, pæonagtigt hoved - der er helt sikkert en mening med den forholdsvis korte stilk, ellers ville den knække.


Sammen med 'Uncle Tom' skulle der have stået en tilsvarende creme-hvid, nemlig 'Verona'. Desværre har vi fået forkerte løg fra leverandøren og der kom i stedet en høj, orangerød tulipan op, formodenligt 'Verandi'. Den er også smuk, men ikke lige i kombination med 'Uncle Tom'.
Fejl er menneskelige - og hvis man ser på navnene, helt forståelige i sæson travlhed. Vi får en ny portion 'Verona' til efteråret - og så håber jeg at 'Uncle Tom' kommer igen, jeg må pusle lidt ekstra....Super service i øvrigt.



Tulipan - Rosalie


Rosalie er også ny-tilflytter. Hun er mere end velkommen til at komme igen næste forår.


Her står Rosalie i skyggen, foran Tulipan Air, der står i solen - derfor den stor farveforskel. Rosalie er lys rosa.


Rosalie tilhører Triumph tulipanerne og kommer midt i tulipansæsonen.



Tulipan - Dreaming Maid


Dreaming maid - endnu en lilla tulipan i vores have. Med den fineste hvide kant.


Endnu en Triumph tulipan, der kommer midt i sæsonen. Farven er mørk, som på det øverste billede, men bliver stille og roligt lysere.


Tak for jeres søde kommentarer til mine tulipan indlæg. Det har grebet om sig, men for min egen skyld er det rigtigt sjovt og dejligt at få styr på tulipanbillederne.



søndag den 15. maj 2011

Tulipan - Sweet Love



Præcist, hvad det var, Sweet Love, da jeg så den første gang i år i vores have. Jeg KAN bare ikke stå for lyserøde blomster....denne ingen undtagelse.


Igen kommer mit kamera lidt til kort i forhold til blomstens farver i virkeligheden.


Typen er Triumph og den folder sig ud midt i tulipan sæsonen.


UPDATE: Glemte at skrive at der kommer flere blomster på hver stilk. Så fint. Enkelt stilk har 6 blomster, her i haven.

Tulipan - Shirley


Er hun ikke yndig? Ny beboer i vores have, så spændende om hun dukker op til næste år også. Smuk er Shirley i hvert fald - synes vi.


Som mange andre hvide, starter hun som cremefarvet og bliver så hvid, med sine lilla kanter. 


Shirley er rigtig fin sammen med Geranium Phaeum Samaboer - og er meget holdbar. Shirley dukker midt i sæsonen - og ja, her holder den længe.

Tulipan - Black Hero

Vist lidt i repeat-mode, men Black Hero, den hører altså også til absolut 'must-have' i vores have. Dobbelt-blomstrende, pæonagtig og mørk som "Queen og the night". Og akkurat lige så trofast, igen i hvert fald i vores have.


Den tager over når  de allerførste tulipaner er ved at give op - og den står længe.


Man aner måske en tendens med lyserødt, lilla og sort som kul. Det handler dog også om det overordnede farvetema (undskyldninger kan man vel altid finde....)

Tulipan - Queen of the night

"Queen of the night" ville jeg nødigt undvære i vores have. Den er så smuk, høj og fin med sin mørke farve.


Og den kommer igen hvert eneste år, så faktisk dybt uretfærdigt at der kun er et enkelt billede....

onsdag den 11. maj 2011

Tulipan - Blue Heron

Endnu en yndling - der, her i haven, trofast kommer igen, i år på tredje år. 


Denne tilhører de frynsede typer - og har en delikat (man lærer vel et ord eller 2 fra Claus Dalby) lavendelfarve.


Den står rigtigt fint, rigtigt længe - billederne her er 12 dage gamle og tulipanerne står stadig lige fint.



Tulipan - Black Parrot

Papegøje tulipan, som i vores have i hvert fald, står meget længe.


Den er fin sammen med hvid skovmærke (Galium odoratum), specielt når rød småhjerte (Dicentra eximia) blander sig.




Se mere her

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...