Sider

Viser opslag med etiketten Ledreborg slot. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ledreborg slot. Vis alle opslag

mandag den 26. januar 2015

En bro der drukner, dyr, sol og sne...

De sidste 2 weekender har været meget forskellige her, de har heldigvis begge været fyldt med solskin, den ene uden spor af sne, den anden fyldt med det.

Først billeder fra den netop forgangne weekend. Vores lillebitte snemand (potte-hatten er fra en miniplante) lørdag, i går kom Frk. Frost forbi, så var der ikke meget tilbage. 


Vores = Michaels værk, jeg nød bare synet
Frede elsker! sne, han glemmer alt om alder og diverse seniorproblemer. Så hviler vi bagefter, livskvaliteten betyder jo også noget for en hund. 



Vi gik en tur om en (lille) sø i nærheden i går, kombinationen af 5-10 cm sne og solskin, det er da noget af det smukkeste (hvis vi ser bort fra forår, sommer og efterår). 



Moder natur er en fantastisk kunstner, der var de smukkeste mønster i isen.



Vi var så heldige at 4 grågæs, der ellers lå og nød solen, pludselig blev uvenner og Michael nåede præcis at fange de tre (så dette er hans billede). Må man glædes lidt over andres skænderier....lidt...


Flodhest alarm!!

Det havde vi altså ikke hørt noget om på forhånd, kan du se den?? Min fantasi er måske nok lidt livlig, men Michael kan også se den (efter lidt vejledning). Lige der, på vej ud at bade lidt i et vandhul....

For lige at vise kontrasten til weekenden før, så er disse billeder fra 17.01.2015, hvor vi kørte en tur til Ledreborg Slot.


Den dag skinnede solen også fra en skyfri himmel, men der var ingen sne. Det er da et smukt slot, måske nogen har Ledreborg Rosen. 


Vi forstyrrede vist lidt - så vi vendte om igen.


Der er 'forstørrede pytter' så mange steder heromkring (som sikkert også mange andre steder). Fuglene nyder det, men puh hvor er jorden våd. I dag smelter sneen fra weekenden og det regner ned ovenfra, jeg håber haven klarer at optage alt det vand. Tænk for et halvt år siden sukkede vi i tørken.....




Det bro viser ret tydeligt udfordringerne, husk lige din waders.....

Det handlede ikke meget om have, så her kommer lige en lille buket ranunkler. De holdt ikke så længe i vasen, hovederne holder til gengæld længere i en et fad med vand. 



torsdag den 3. oktober 2013

Ledreborg - Tak Sherpa, Susan og Pavillion Danmark

Ledreborg Livstilsmesse løber af stablen fra og med på fredag og til og med på mandag. Det er et fast punkt på vores forårsplan, vi bor tæt på og det 'hører' til. Vi nyder stemningen, parken, Mogens Grønbech flotte blomsterudsmykninger på slotspladsen og alt det andet. Vi skal også tjekke pæonselskabet store pæonbed, gad vist hvor langt det er nået i år, se 2011 her. De første år var der Landrover rally, med kæmpehuller i marken, det var populært specielt når det havde regnet og, for nu at sige det som det er, i høj grad hos det mandlige publikum.

Jeg var så super heldig at vinde billetter hos Susan med bloggen, My loving Home and Garden. Billetterne er sponseret af Pavillion Danmark, Susan og hendes mand er ambassadører for Pavillion Danmark og det forstår man godt, kig derind hos Susan, hvis du ikke allerede har været der


                                   

Sherpa, en af Susans søde hunde, udvalgte mit lod og her er mine to billetter (det ene væltede desværre) sammen med et Susans smukke kort. TAK Sherpa og Susan. Og tak Pavillon Danmark, jeg vil glæde mig til at hilse på jer.

Gad vist, hvor mange andre bloggere, der skal derud?


tirsdag den 21. maj 2013

Ledreborg - lørdagens indkøb

Lørdag gik turen til livsstilmesse i Ledreborg Slotspark, jeg var jo så heldig at vinde billetter hos Susan (og Pavillion Danmark). Vi fik en god snak med Pavillion, et gode par tip og en brochure i første omgang.

Jeg havde kameraet med, men må indrømme at jeg glemte alt om det, Susan har til gengæld taget en masse skønne billeder. Som 'gammel' gæst synes jeg det er lidt ærgerligt at messens indgang flyttes længere og længere væk fra slothavens indgang - og så blomstrede pæonerne ikke i år, men det er jo fordi pinsen faldt så tidligt i år.


Vores (ærligt, mit) første indkøb var disse håndlavede tobaksblomster fra Keramikblomsten. De er monteret på blomster-'ståltråd', så de kan stikkes ned i en krukke med f.eks lavendler inden de får blomst eller kort græs måske. Jeg vælger lige ikke at bøvle med farver på kamera lige nu, så I får dem på bænken :) Hun kommer i øvrigt også på 'Mit hjem er mit slot" og laver mange andre blomster. Jeg holder utrolig meget af dansk kunsthåndværk.


Jern i haven - det er ligesom bare en fast tradition at vi skal have et eller andet med derfra. Det er blevet til mange spændende ting, denne gang blev det til denne 'kugle på pind' og to mindre 'ovaler på pind'. Jeg har en af kuglerne i forvejen, men nu så jeg eksempler på hvordan de kan bruges til sommerblomster, det gav blod på tanden og jeg kan ikke vente med at komme igang.


Så stod der også en venlig mand fra nordsjælland med disse krukker fra Italien og i god kvalitet. Tag 3 og betal for 2 og til ganske venlige priser, synes jeg - og da jeg har rigtig mange sommerblomster i år, måtte vi slå til. Det lykkedes endda at få det jyske krejlergen i brug, da der var en lille skramme i en af de mellemste. De store er 38 cm i diameter, 32 i højden. De næste 27 cm, 31 cm i højden, de mindste blev ikke målt. 460 kr i alt, det er for mig en ganske fornuftig handel for de 9 krukker. 

Det største problem opstod da der ikke var flere vogne til udlån. Så min kæreste mand, Michael, måtte først måtte bære de 3 meget store og tunge krukker heeeeelt ud i bilen og derefter de næste 3, for de var også alt for tunge for mig..og til sidst de sidste 3 og det nedenfor...ups...


1-2-tradition, ikke? I hvert fald købte vi også i år en klematis hos Clematis Danmark. Denne gang blev det Propertius. Den blomstrer nu, men hvis vi er heldige blomstrer den igen senere, i følge Flemming.


Søndag havde vi regn på regn på regn, men det var tiltrængt....

fredag den 16. december 2011

Peonia torta e perché CuginaK?

Akut Pæonitis udbrud... og så bare 8 dage før juleaften, tænk at det smitter hele vejen fra Samsø. Jeg ønsker mig altid liiiige en enkelt pæon mere, men når jeg så skal vælge, så kan jeg ikke, det er umuligt. Slet ikke, hvis jeg står i Ledreborg slotspark eller i Pæonhaven i Tingerup, som jeg bor rimeligt tæt på. Måske det bliver i 2012?

Nu griber jeg i stedet straks chancen for et link til nogle lidt anderledes pæonbilleder. Jeg er ret vild med Nicoletta Bellettis version - smag og behag er jo forskellig.

segreto-100x70200
Lånt på bellettinicoletta.it
Hjemmesider viser jo aldrig det 'retfærdige' billede, men se nu her, hvad hun også kan....på samme måde, som billederne er bygget op....




Mums, der er ikke noget som italienske kager (igen, efter min smag). Hvis I på hjemmesiden støder på ham her, ja så hænger han (naturligvis) i vores stue. Nå, synes du Frede fylder lidt rigeligt hos os - ja måske, men vi kunne ikke bare gå forbi, den dag i Parma :)


Og når vi nu er ved Italien. 
Frøskuffen spurgte for lidt tid siden, hvorfor jeg hedder CuginaK. Her kommer så den sindsoprivende (og ret kedelige) historie om det. 

For nej, Fru Friis, jeg har godt nok maaaange fætre og kusiner og endda en i Kolding - men det har ikke noget med det at gøre. Jeg betragter mig dog som en eller anden form for havekusine til jer alle....

Til gengæld er Ulla inde på noget rigtigt. Nemlig Italien, som ligger mit/vores hjerte(r) meget nær. Primært den del, der ligger nord for Firenze. Parma, Bologna, Padova, Modena, Torino, Milano osv. Åh, jeg savner....

Da jeg oprettede min blog-profil, i første omgang for lettere at kunne følge med i alle jeres blogs, ja så skulle jeg jo finde på et navn. Nogenlunde samtidigt havde jeg haft en par 'snakke' med Zia Verde (også kendt som Tante Grøn) om italienske (botaniske) haver i kommentarsporet på Claus Dalbys blog. 

Så var der ikke så langt fra tanke til handling - og CuginaK var født. Cugina=italiensk for kusine - K er forbogstavet på mit efternavn.

Hvis dette bliver mit sidste indlæg inden jul - og det gør det nok (8 dage Mulle, 8 dage) så GLÆDELIG JUL alle sammen. Og TAK for et forrygende 2011, hold da op, hvor har det givet mig mange gode oplevelser!


Buon Natale

mandag den 23. maj 2011

Pæonbedet i Ledreborg Slotspark

Dansk Pæonselskab har det fineste pæonbed i Ledreborg slotspark. Og selvfølgelig var vi en tur forbi bedet i lørdag, da vi besøgte messen på Ledreborg Slot. Igen med mobilen som kamera, i middags-solen, beklager.


Det er primært træpæonerne, der blomstrer i parken lige nu. Her en smuk, smuk lys gul, som gemte sig lidt skyggen.


Og her min personlige favorit, en sart lyserød, med mørk midt. Store, store blomster (desværre ikke så let at fornemme), mange af dem - og med den fineste duft. Sådan en MÅ jeg skaffe få hjem til min egen have. Måske er det Rockii 'Fen He'?


Her driller solen desværre for alvor. Blomsten er i virkeligheden fin lilla og igen med mørk midte.

Gemalen min tog et par små mobil-film af bedet fra forskellige stier. Med autentisk livsstilsmesse-lyd. Hvis man lytter godt efter, så kan man høre sækkepiberne mellem stemmerne.



Personligt blev jeg totalt overvældet, da jeg så Pæonekspertens have i Tingerup første gang. Og jeg ved, at jeg kan finde min 'must-have', den lyserøde træpæon, netop der. Sammen med fantastisk hjælp til hvordan, jeg får den til at trives bedst. Jeg glæder mig til at gense haven, når Claus Dalby kommer på besøg den 21. juni.

Måske ses vi? Det håber jeg - det kunne være hyggeligt og haven er bestemt et besøg værd, mon ikke pæonerne blomstrer netop den aften.

søndag den 22. maj 2011

Ledreborg Livstilsmesse

Ledreborg Slot ligger jo nærmest i vores baghave - eller måske er det nærmere omvendt, hvis vi skal være helt ærlige. Så i går, lørdag, måtte vi selvfølgelig også en tur på den årlige messe.

Udover at støtte bevarelsen af det lokale slot og den absolut fantastiske slotspark, så kommer vi også igen for at se de imponerende dekorationer/installationer på slotspladsen af Mogens Grønbech. Vi har været en smule skuffede de sidste par år, men i år var han tilbage for fuld musik (efter vores smag). Billederne nedenfor er desværre kun mobilbilleder.


Denne her ('Romantik og dramatik', som jeg husker det), var efter efter min smag toppen. Lilla, lime og rusten jern - så er jeg solgt....


Dette her skal da næsten prøves af til sommer, ikke? 



Og så huskede vi selvfølgelig også at ligge på græsset og kigge op i den skyfri himmel - i skyggen fra de stynede træer. 

På messen kan man købe sig fattig i alverdens ting, lære om bæredygtig energi og transport, få tips til at grille og forsøge dig med at sejle i kajak. Hvis man er heldig, kan man også lige liste sig ind i den lille, bitte kirke under orgelkoncerten, det er så smukt. Og meget andet. Men man kan også 'bare' nyde den årlige sækkepibekoncert, tage madpakken med og smide sig på græsset og nyde at være slotsfrue for en dag, UDEN at skulle gøre hele slottet rent for kælder til kvist - og tak for det.

Ledreborg slotspark altid et besøg værd. Blandet p.g.a. det store og flotte pæonbed. Træpæonerne blomstrer, så vi tog lidt billeder. Desværre kun med mobilen som ovenfor, men de - og en film - kommer lidt senere.


Se mere her

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...